|
Endelig, søndag aften kom Lars & bankede på vores dør for at sige, at han havde fået en fanger til at sejle os ind til Uummannaq. Vi kunne ikke nå vores helikopter videre, men vi ville dog være tilbage & herfra have mulighed for at komme videre med en ny flybillet.
  
Bemærk de to skorstene i huset, den ene er fra petroleumsovnen & den anden er direkte udluftning fra lokumstønden. Typisk er det også at skraldespandene hænger i en højde, så hundene ikke kan vælte dem.
På billede nr. to ses Lars & Ole. De hjalp os begge to i løbet af de fem dage, hvor vi sad fast i denne lille bygd uden mulighed for at kommunikere med dens indbyggere. Tak for det :)
  
Turen hjem (ca. 2 & en halv time) var utrolig smuk. Vi så mange sæler, tejster mv. plus naturligvis isbjerge. Pludselig gjorde vores kaptajn stop, vi troede, det var så vi kunne tage et billede af en sæl, men som i én bevægelse tog han sin rustne riffel frem & fra den vippende jolle skød & ramte han i første forsøg det lille sælhoved, der et stykke væk stak op af vandet. Vi var ret imponerede. Kødet bliver spist & skindet solgt for omkring 250,- Vi sejlede videre, nu med et bloddryppende sælhoved hængende ud over rælingen.
|